“Jeg vil være læge, når jeg bliver stor …”
Når Musin spiser morgenmad er der ingen cornflakes eller rundstykker på bordet. Nej, hans mor bager en slags pita brød hver morgen over et lille bål af bøffelgødning. Brødene hedder chappati, og man dypper dem i en sammenkogt ret af kartofler, linser og gulerødder.
Der er ikke noget bord, for i Pakistan spiser man på gulvet. Hele familien sidder rundt om en dug på gulvet og spiser med fingrene. De bruger kun deres højre hånd, for den venstre bruges til at vaske sig i numsen med efter toiletbesøg!
Musin er 9 år gammel og går i 4. klasse. Han går gennem rismarker på vej til skole. I udkanten af markerne ligger vandbøfler i dybe vandhuller.
Musin ser rigtig smart ud i sin blå skoleuniform. Hans yndlingsfag er naturvidenskab og engelsk, og Musin er en rigtig dygtig elev. Der er sikkert, fordi han har en tutor, det vil sige en ældre elev, der hjælper ham to timer hver dag efter frokost.
Musins forældre håber, at han en dag vil blive læge, og det er derfor de betaler ekstra penge for tutoren. De håber, Musin vil få gode eksamenskarakterer og et godt eksamensbevis, og at han en dag vil kunne læse videre.
Musins forældre har ikke mange penge. Hans far arbejder på en murstensfabrik. Mursten bliver brændt i kæmpestore ovne, og de bruges til at bygge huse med. Men han tjener ikke mange penge.
Musins mor syer fodbolde. Det tager hende ca. tre timer at sy alle 32 lapper sammen. Hun tjener 40 cents (ca. 3 kr.) for hver bold. Det er ikke nok til at købe ris i den lokale butik.
Men nogle gange laver Musins mor fair trade bolde til fair trade butikker. Fair trade butikker i Danmark, Tyskland og England sælger fodbolde, der er lidt dyrere end i sportsforretninger. Hvis du køber en bold i en fair trade butik, som Musins mor har syet, tjener hun næsten det dobbelte i forhold til, hvad hun plejer. For de ekstra penge kan familien betale for Musins tutor.
Musin er ikke den eneste i skolen i hans landsby, der får ekstra timer af en tutor. De fleste kvinder i landsbyen syer fodbolde til fair trade butikker, så mange af børnene kan få ekstra undervisning efter skole.
Musins yndlingsspil er tagfat (tick). Han leger med de andre drenge og piger i landsbyen, mens de løber gennem de smalle gader. Gaderne er så smalle og snørklede, og de er det perfekte sted at lege gemmeleg. Et spil som kræver stor dygtighed er ’rullende hjul’. Med en pind skubber man til et hjul eller bildæk, så længe man kan, uden at det vælter. Børn over hele Europa legede også den leg engang.
Musin kan snart ikke lege med pigerne mere, for når en pige bliver 12 år i Pakistan, må de ikke lege med andre drenge end deres brødre.
Det har Musin nu ikke noget i mod. Han er mere interesseret i at lære at spille cricket så hurtigt som muligt. I cricket skal du ramme en lille bold med et stort bat af træ, og det er Pakistans nationalsport - ligesom fodbold er det herhjemme.
For 10 år siden ville Musins dag have været fuldstændig anderledes. Børnene i Musins landsby legede ikke uden for eller gik i skole. De var nødt til at sy fodbolde ligesom deres forældre.
Ved skumringstid vender Musin hjemad. Han skal hjælpe sin mor med at købe ind til aftensmad. Hans familie bor i et lille murstenshus med et rum og en lille gård. Der er ikke ret mange møbler: fire senge, to stole og en ventilator. Det er en rigtig vigtig ting at have i Pakistan, fordi det næsten altid er meget varmt.
Musin, hans forældre og hans fem brødre og søstre bor alle sammen i det ene rum. Fordi de ikke har noget bord, laver Musin sine lektier siddende med benene over kors i sengen, som han deler med sin lillebror Yousef. Men det generer ikke Musin.
Han er glad for, at han kan gå i skole, og at han ikke er nødt til at arbejde – som andre børn i Pakistan er det.
(Katharina Nickoleit)
Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?
